Stor
Bjørn Eriksen sommersærudstilling i Illums bolighus fra 3. juni til 7. oktober
Bjørn E.
undersøger sin egen og verdens forfatning. Kunst er kun rigtig kunst, hvis den
tør gå under den ligegyldighedens overflade, der dominerer i dag: Farvelade- og
materialedyrkelse, ren æsteticisme, abstraktionsmani, tomme, blot skitserede
figurer, total nedgøring af mennesket a la Kvium, rene og skære påfund i et
originalitetsjag, der med alle midler undtagen menneskelig indsigt skal slå et
ligegyldigt, bevidstløst menneskes navn fast og avle salg, money og ydre ære.
”Historien om K”, - K for kunstneren -,
fortæller i virkeligheden, hvorfor kunstnerne de sidste halvandet hundrede år
har forladt renæssancens, Rembrandts og vor store traditions fortællinger om
det vestlige menneskes eksistensvilkår. Det mere og mere totalitære og
globaliserede marked med pengene som den eneste reelle værdi har gjort os alle
fremmede over for hinanden. Og over for os selv. Værst piner det, når det
rammer os i den nære intimsfære. I længden er det ubærligt. Hvem vil så ikke
hellere sidde og klaske nogen rå sten eller nogle selvopfundne farvetoner
sammen i en voksen barnagtigheds formdyrkelse: se
hvilken harmoni i disharmonien, - hvis man tænker så langt
Bjørn E. vil tilbage til livet, koste hvad
det vil. Men han kan ikke alene, hvem kan. Han må have forbindelse med kvinden
bag sig. Men hvordan. Afmagten lyser ud af kunstnerens blot skitserede og ret
stive krop, og han vender vemodigt hovedet med sin bevidsthed væk. Det lyser
varmt gult i trang til eros og kærtegn og nærhed. Han står og stritter med
penslerne i en lige så gul eros-arm. Han har lige malet sin kvinde som model,
med en næsten intakt krop, modsat hans egen. Hun er flyttet ned fra piedestalen
bagved, så han håber, at hun er levende, og hun ser tilmed interesseret hen på
ham, hvad han mere end noget trænger til. Hvem gør ikke.
Men noget er ikke, som det skal være. Rummet
er ensfarvet og blot løst skitseret, for rigtige rum med skygger og lys
forudsætter regulært nærvær mellem personerne. Hun er skabt med et hoved magen
til hans eget. Hvordan ellers i en narcissistisk tid forestille sig, at hun vil
ham, som han gerne vil hende. Men elske én mage til sig selv, han ved det godt
med sin bevidsthed, det går ikke, hvorfor han ærligt nok vender ansigtet væk.
Og han tør kun male hende grumset bleggul, for at drømmen om hendes aktive
nærvær ikke skal blive for uvirkelig.
Men det afgørende er, at den drøm vil han
ikke opgive, trods alle de magtfulde odds, den har imod sig. Modsat de mange
malere, der synker ind i ulidenskabelig neutralitet foran deres lærred og
derfor ikke kan lave livsvigtig kunst, er Bjørn E. ude på, at drøm og længsel
skal blive virkelighed. Måske det vil gøre indtryk, hvis hun ser billedet.
Måske det velvillige i hende så kan blive til ildhu. For ham, for verden. Hvad
ellers stille op, alene er øv. Måske hun vil bemærke, at hun ingen hænder har,
der kan tage om ham, hvorfor armens ende kun kan gnubbe hendes eget køn.
Men det er ikke bare hende, det hænger på.
Følelserne i kunstnerens krop er langt fra intakte. Modsat Kviums form er Bjørn
E.s form heller ikke helt i orden, endnu. Han kan ellers godt, i portrætter af
enlige hoveder. Udfordringen til samvær er væk her, så det er let nok. Og det
er også for let at lave det grænseløst gnomagtigt monstrøse, som Kvium gør. Det
bliver i realiteten form uden indhold, hvis indhold er gensidigt forpligtende
indhold. Kviums uhumsker har ingen forhold til hinanden, men de forhold
insisterer Bjørn E. på. Han er begyndt i kvindens krop at bruge traditionens
naturalisme som mentalt hjælpemiddel. Problemet opstår, og det er stort, hvis
traditionen ikke får nok hjælp fra et regulært og livsnært samliv i dag.
Kan vi ikke, spørger Bjørn E., skabe en
kærlig intimsfære som befriende mod-virkelighed til den hæsblæsende
globaliserings vægt på teknik og effektivitet, på en økonomisk vækst og et
markedsdelirium, der kvæler al menneskelig organisk vækst, så den mentale
hjælpeløshed breder sig. Følg ham som kunstner og menneske. Der er
”Kunstwollen” i ham. Noget gror, fordi han ærligt vil gro.
Leo Tandrup