Hvordan komme af med afmagten, hvordan få liv i drømmen

Stor Bjørn Eriksen sommersærudstilling i Illums bolighus fra 3. juni til 7. oktober

 

Bjørn E. undersøger sin egen og verdens forfatning. Kunst er kun rigtig kunst, hvis den tør gå under den ligegyldighedens overflade, der dominerer i dag: Farvelade- og materialedyrkelse, ren æsteticisme, abstraktionsmani, tomme, blot skitserede figurer, total nedgøring af mennesket a la Kvium, rene og skære påfund i et originalitetsjag, der med alle midler undtagen menneskelig indsigt skal slå et ligegyldigt, bevidstløst menneskes navn fast og avle salg, money og ydre ære.

   ”Historien om K”, - K for kunstneren -, fortæller i virkeligheden, hvorfor kunstnerne de sidste halvandet hundrede år har forladt renæssancens, Rembrandts og vor store traditions fortællinger om det vestlige menneskes eksistensvilkår. Det mere og mere totalitære og globaliserede marked med pengene som den eneste reelle værdi har gjort os alle fremmede over for hinanden. Og over for os selv. Værst piner det, når det rammer os i den nære intimsfære. I længden er det ubærligt. Hvem vil så ikke hellere sidde og klaske nogen rå sten eller nogle selvopfundne farvetoner sammen i en voksen barnagtigheds formdyrkelse: se hvilken harmoni i disharmonien, - hvis man tænker så langt

   Bjørn E. vil tilbage til livet, koste hvad det vil. Men han kan ikke alene, hvem kan. Han må have forbindelse med kvinden bag sig. Men hvordan. Afmagten lyser ud af kunstnerens blot skitserede og ret stive krop, og han vender vemodigt hovedet med sin bevidsthed væk. Det lyser varmt gult i trang til eros og kærtegn og nærhed. Han står og stritter med penslerne i en lige så gul eros-arm. Han har lige malet sin kvinde som model, med en næsten intakt krop, modsat hans egen. Hun er flyttet ned fra piedestalen bagved, så han håber, at hun er levende, og hun ser tilmed interesseret hen på ham, hvad han mere end noget trænger til. Hvem gør ikke.

   Men noget er ikke, som det skal være. Rummet er ensfarvet og blot løst skitseret, for rigtige rum med skygger og lys forudsætter regulært nærvær mellem personerne. Hun er skabt med et hoved magen til hans eget. Hvordan ellers i en narcissistisk tid forestille sig, at hun vil ham, som han gerne vil hende. Men elske én mage til sig selv, han ved det godt med sin bevidsthed, det går ikke, hvorfor han ærligt nok vender ansigtet væk. Og han tør kun male hende grumset bleggul, for at drømmen om hendes aktive nærvær ikke skal blive for uvirkelig.

   Men det afgørende er, at den drøm vil han ikke opgive, trods alle de magtfulde odds, den har imod sig. Modsat de mange malere, der synker ind i ulidenskabelig neutralitet foran deres lærred og derfor ikke kan lave livsvigtig kunst, er Bjørn E. ude på, at drøm og længsel skal blive virkelighed. Måske det vil gøre indtryk, hvis hun ser billedet. Måske det velvillige i hende så kan blive til ildhu. For ham, for verden. Hvad ellers stille op, alene er øv. Måske hun vil bemærke, at hun ingen hænder har, der kan tage om ham, hvorfor armens ende kun kan gnubbe hendes eget køn. 

   Men det er ikke bare hende, det hænger på. Følelserne i kunstnerens krop er langt fra intakte. Modsat Kviums form er Bjørn E.s form heller ikke helt i orden, endnu. Han kan ellers godt, i portrætter af enlige hoveder. Udfordringen til samvær er væk her, så det er let nok. Og det er også for let at lave det grænseløst gnomagtigt monstrøse, som Kvium gør. Det bliver i realiteten form uden indhold, hvis indhold er gensidigt forpligtende indhold. Kviums uhumsker har ingen forhold til hinanden, men de forhold insisterer Bjørn E. på. Han er begyndt i kvindens krop at bruge traditionens naturalisme som mentalt hjælpemiddel. Problemet opstår, og det er stort, hvis traditionen ikke får nok hjælp fra et regulært og livsnært samliv i dag.

   Kan vi ikke, spørger Bjørn E., skabe en kærlig intimsfære som befriende mod-virkelighed til den hæsblæsende globaliserings vægt på teknik og effektivitet, på en økonomisk vækst og et markedsdelirium, der kvæler al menneskelig organisk vækst, så den mentale hjælpeløshed breder sig. Følg ham som kunstner og menneske. Der er ”Kunstwollen” i ham. Noget gror, fordi han ærligt vil gro.     

                                                                                                                                        Leo Tandrup