Bjørn Eriksen er en moden
kunstner, født 1957. Han blev som syvårig opslugt af Picassos Guernica, hvor
ånden i form af et rystet og vemodigt ungt menneske med lys i hånden sammen med
en rædselsslagen, såret hest iagttager, hvorledes en stump, olm tyr i form af
vor tids dominerende totalitære kræfter, også i folket, har slået fremtiden i
form af et barn ihjel, så moderen vrænger sin sorg og vrede op i tyrens fjæs.
Hesten er kunstens Pegasus, og Eriksen er
kravlet ind i den og aldrig kommet ud. Kan man kravle ud af sin tid? Jo, nok.
Man kan forholde sig neutral. Men hvad kan man så lave andet end
farveladedekoration og abstrakt geometrisk kunst. Den er der også nok af.
Men Eriksen har fornemmet noget: det gælder
om at holde fast ved lyset og ikke opgive virkeligheden, så barsk den er.
Mennesket, der på Pegasus har kæmpet imod tyren, ligger ganske vist død på
jorden, men med en lille blomst i hånden. Han nåede at få skabt sin kunst.
Hvordan ser den blomst så ud i Eriksens
udgave? Han maler i en ekspressiv stil, der gør stærkt indtryk. Den består af
figurer, der er alene, ensomme. Kan det undre? Alligevel nægter de at give op.
Nogle skjuler sig ganske vist bag masker. Det er svært at røbe sig. Én vender
blikket opad i et gud fri mig vel blik. Men det er
ikke nok for de fleste af hans ansigter. Det er ikke nok for ”Flueslugeren”
her. Han optræder på en abstrakt, mørkeblå baggrund, og den går over i det
sorte, som netop befinder sig dér, hvor han ser hen. Vi lever i en mørk, ubevidst tid.
Flueslugeren er Eriksen selv. Men ikke
bare. Flueslugeren repræsenterer mange
kunstnere og mennesker i dag. Men han er ikke narcissist, som mange. Han er
nysgerrig over for verden. Jeg vil gerne, som Eriksen siger, flytte
mine grænser, bryde dem ned. Men hvordan, når verden er blevet så abstrakt
sort. Hvad så male andet end en fortvivlelse i øjnene. Men det er ikke nok for
ham. Han bliver ved at snuse efter noget. Og øret stritter frem for at opfange
noget, der er værd at tale om. Men munden inde midt i det, der ligner en
fluefanger og er forbundet med øret, er klappet i og drejet lodret. Tale om
hvad.
Det er derfor ikke underligt, at Eriksen
maler stilheden fra et menneske, som han siger. Men han kan ikke bære den,
måske fordi der er for meget tomhed i den. Han kan i hvert fald ikke selv
forholde sig i ro. Så ville han også være levende død. Han må gøre noget. Derfor maler, maler,
maler han den stilhed, helt manisk. Kommer stilheden fra mangel på nærvær? I
hvert fald er det, som om den ikke fylder nok.
Derfor har han slået sig på at sluge fluer.
Men de smager ikke appetitligt. Så flueslugeren er kommet til at ligner en mand
med forhøjet blodtryk. Han er blevet helt bogstaveligt rød i hovedet. Jeg maler
mentale tilstande, siger Eriksen. Er det en permanent tilstand?
Det er ikke sært, at hans blodtryk er
steget. For fluerne er ens. De smager ens. De smager af ingenting. Der er ikke
noget rødt og saftigt og lidenskabeligt og hjerteligt at smage på og fordøje,
så fluerne ryger bare ned. Fluerne er selvsagt alle de mennesker i vor tid, der
summer rundt og fører sig frem og skubber de andre væk og siger, hvad alle
andre siger, og suger lidt sursød saft af overfladen og aldrig når ned under
den. Flueslugeren bliver derfor ikke mæt af dem, men kommer tværtimod til selv
at ligne dem, så hans krop degenererer. Den bliver skjult i det blå ingenting, i noget vand
måske, mens hans lange, alt for tynde hals strækker sig for overhovedet at få
kontakt med et lige så magert og åndeligt udsultet ansigt.
Hvem har ikke flueslugeren i sig? Hvem kan
man finde at dele et rigtigt liv med? Hvem vil få flueslugerens nysgerrighed
til at juble? Hvem vil lukke sig op og åbenbare noget under overfladen, noget
ægte hjerteligt, så flueslugeren spytter fluerne ud og begynder at lede efter
det menneskelige, der måtte være tilbage i os.
Før det sker, kommer flueslugeren næppe
selv til at ligne et
rigtigt nærværende menneske. Er det ikke billedets vigtige
budskab. Er det ikke, hvad Eriksen vil fortælle os - og sig selv?
Hvis det ikke sker, hvad
så? Bliver hans figurer og vi mennesker så ikke nødt til fortsat tidstypisk at
optræde alene?
Bjørn Eriksen udstiller på Galleri Nybro i
København 12. – 25 . nov.
Leo
Tandrup