En moderne samtale med Fyrst H.

Personerne:

Fyrst H.

Den grønne dæmon med det menneskelige ansigt.

Er i stand til at gøre sort til hvidt og mørke til lys.

Hansen.

En meget beåndet dæmon med hang til lange metafysiske samtaler.

Behagelig at samtale med og ganske uskadelig.

Har aldrig gjort en flue fortræd.

Flueslugeren.

En person som venter på det rigtige øjeblik til begyndelsen til et nyt liv.

Et øjeblik som flytter sig mere og mere ud i fremtiden.

Min indre medicinmand.

Egentlig bare noget sjæleligt.

John Doe

Har opgivet alt håb, er levende død og begravet.

Den første nat var den værste. John Doe vågnede op i mørket, og rakte armen ud for at tænde natlampen på det lille natbord. Hans hånd ramte noget hårdt. Han bandede da smerten pumpede ud i fingrene. Sengen var underlig hård. Luften var tung og klam, jordagtig. Der var sgu noget galt. Han rakte forsigtigt ud for sig i det tætte mørke. Hele vejen rundt om ham var der en væg af en slags. Han bankede på den med knoen, det var træ. Han lå i en kiste. Hmm, han blev ikke bange, råbte og skreg ikke; skrabede ikke med neglene under kistelåget. Ikke en lyd kom over hans læber.

Måske var der en eller anden form for logik i det, der var sket. Da han levede, var han som en død, havde ikke levet livet. Nu, da han var død, ja så var han altså kun skindød og lå nu og tænkte over det omvendte i det hele. Eller var det bare noget med ham selv? Var det mon nat eller dag. Han havde troet det var nat, på grund af mørket. Lige meget egentlig. Måske døde han snart rigtigt, af mangel på luft. Hvor meget ilt mon der var i sådan en kiste. Til to timers vejrtrækning? Måske 3 timer hvis han trak vejret roligt? Ha, ha! Han fik en ustyrlig trang til at trække vejret i tunge dybe indåndinger, bare for at få det overstået. Livet altså.

På den anden side kunne han ligeså godt indrette sig lidt, få det bedste ud af det. Ikke fordi han havde meget at indrette sig med. Og dog, han havde et snottet lommetørklæde i den ene lomme, det lagde han under hovedet. Det gjorde faktisk en forskel. Utroligt som så lidt kunne gøre så meget.

Han tænkte på sit spildte liv. Det stod så klart for ham nu, som en åbenbaring. Hvorfor havde han ikke forstået meningen med livet da han levede!? Nu var det ligesom lidt sent…

Noget begyndte at lyse med et koldt grønt skær i den mørke kiste. Han kunne ane konturerne af et grønligt væsen, menneskeligt eller dæmonisk væsen. Det nærmest svævede i luften lige over ham. Kisten var ikke længere en kiste. Den var en stue. En stue med bløde plysmøbler. En stor rød løber lå på langs af stuen, og fortsatte op ad en trappe mod næste etage. Gennem smukke sprossevinduer med buede glas, skinnede solen smukt. John Doe sad i en af de bløde stole, overfor ham sad en grøn dæmon, i den blodrøde plyslænestol. ”Fyrst H” sagde den grønne dæmon. ”Det er mit navn.

Og du er John Doe. Hvad siger du til en tjans som fluesluger?”

Forbløffelsen stod malet på John Doe´s ansigt.

”Som fluesluger?!... Lad os begynde denne samtale forfra, ok!? For 30 sekunder siden lå jeg i en kiste og gispede efter vejret. Nu sidder jeg i en fyrstelig stue med en grøn dæmon som kalder sig Fyrst H. Hvad foregår her? Hvem er du, eller hvad er du og hvor kommer du fra, hvor blev kisten af, hvor er jeg nu og hvad er en fluesluger???”

Fyrst H smilede. Ikke et ubehageligt smil, men et vidende et.

”Jeg hører til i en anden verden, men det har du vel regnet ud? En verden du faktisk har tilhørt mens du levede, men ikke tilhører nu hvor du er død. Jeg var nødt til at vække dig i kisten. Du kunne selvfølgelig komme over nu, men det ville ikke være tilfredsstillende. Ikke for dig og ikke for mig. Hansen er enig med mig men han kunne ikke komme. Ja Hansen er en ganske behagelig dæmon, tænksom og mild i sin måde at være på overfor de grænseoverskridende, ja sådan kalder vi dem. Jeg er kommet for at give dig en chance mere. Som fluesluger. Du har levet som de fleste mennesker, uden at opdage at du var i live. Uden at leve livet. Du ved det selv inderst inde. Du greb ikke de chancer der var, rakte aldrig rigtig ud efter de skønne ting i livet. Du havde alting, men det er noget andet. Du ofrede dig også for andre mennesker men var aldrig rigtig glad, blev ikke værdsat for det. Du lukkede dig inde i dig selv. Dannede en hård skal som ingen kunne trænge ind igennem og som du heller ikke selv formåede at trænge ud igennem, da den først havde hærdet. Det eneste du havde tilbage var at leve som en levende død. Måske lyder det som en simpel forklaring på noget meget mere komplekst? Det kan være svært at forklare det som i virkeligheden er meget simpelt. Men tro mig: Du er ikke klar.”

John Doe sad overrumplet i sin stol, vidste ikke hvad han skulle sige. Vidste ikke hvad han skulle gøre.

”Rejs dig op,” sagde Fyrst H. ”Gå hen til vinduet!...”

John Doe rejste sig op og gik hen til vinduet. Han kunne høre en kvindestemme udenfor. Han kendte den stemme, det var Astas. De havde været kærester men det var længe siden. Stemmen kom oppefra udenfor, og indefra i stuen, på en gang.

John Doe vendte sig om mod Fyrst H, som sagde: ”Det er rigtigt, du er inde i Asta. Du bor her, eller boede her. Om det var godt eller skidt skal jeg ikke kunne sige. Du udviklede dig ikke, jo du fandt ud af hvad du ikke ville. Du boede hernede, skal vi sige i stuen, men tog aldrig trappen op, selv om den røde løber var lagt ud. Nå, men det var nok også det rigtige ikke at gøre.”

Der blev et øjebliks tavshed, før Fyrst H sagde: ”Sæt dig ned igen og luk øjnene så skal jeg vise dig noget.”

John Doe gjorde som han blev bedt om. Først var det bare mørkt med en masse forvirrede tanker på kryds og tværs. Men tanker blev rolige og forsvandt. Det blev bare helt stille og mørkt. Nu så John Doe et lysende punkt i mørket. Det voksede i størrelse og lyskraft, tog form som et lysende væsen uden krop, ren energi. Der eksisterede kun lysvæsenet og det store tomme uendelige rum. Som når en tryllekunstner laver en knude på en snor, og med et ryk får den til at forsvinde, bøjede væsenet sin krop sammen, trak arme og hoved mellem benene så det midterste af kroppen blev en knude. Med den glidende, modsatrettede bevægelse, forsvandt bryst og mave gennem baller og lår, og med et hurtigt ryk var væsenet ved sit udgangspunkt.

”Alt kan lade sig gøre, der er ingen grænser.”

Sætningen blev sagt uden ord, som en tankeoverførsel.

Lysvæsenet forsvandt igen i mørket men mørket blev afløst af et blændende lys.

Han befandt sig nu i en ørken med okkerfarvet sand. Solen brændte ubarmhjertigt og der var ingen skygger. Solen stod lige i zenit. Han havde diamanten i sin knyttede hånd; den havde først været stor som et hønseæg og uigennemsigtig, nu var den lille og slebet smukt. Den reflekterede lyset så den nærmest selv blev en sol. Han vidste han måtte lede efter stenansigtet. Måtte ikke give op nu. Ikke her ved rejsens ende. Det måtte være i sandet, lige her et sted. Hans fod stødte mod noget hårdt da han begyndte at gå. Noget kom til syne i sandet, rejste sig op af sandet. Et mægtigt stenansigt, måske 10 meter højt, med en kæmpemund, stod nu lige foran ham. Munden stod åben og han gik lige ind i den. Den førte ind i en krypt med et lille alter i midten. Midt i alteret var der en lille fordybning. Han lagde diamanten i. Den passede perfekt. Et lys stærkere end solens lys væltede ned og ramte diamanten. Stenansigtet forsvandt. Lyset bredte sig ud fra diamanten som ringe i vandet. Græs voksede op af sandet og palmer. Mennesker voksede op af sandet, mænd, kvinder og børn af alle nationaliteter og hudfarver. De smilede og lo og omfavnede hinanden.

Langsomt slog John Doe øjnene op igen. Fyrst H sad stadig lige overfor ham i den smukke stue.

”Jeg vil give dig en chance til” sagde Fyrst H, ”du skal blot gøre mig en lille tjeneste.

Overræk dette brev til Sulaima og hils hende fra mig. Det vil være begyndelsen på dit nye liv.”

Da John Doe vågnede, var det endnu mørkt udenfor.

Han rakte hånden ud og tændte den lille natlampe.

Klokken var syv.

På natbordet lå et brev.

Det var til Sulaima.