Artikel til KunstbaZaren, april 2004

af Bjørn Eriksen

KUBE

Kunsthistoriens Ulidelige Byrdes Eufori.

(1. Erkendelse af kunsthistoriens byrde er første skridt)

Solen steg over horisonten og farvede et øjeblik himlen orange og rød, med en sart azurblå i en tynd stribe øverst.

Men lige så hurtigt lyset og farverne kom, lige så hurtigt forsvandt de.

Sisyfos så op mod himlen, nu var den var mørk, med tunge, regnfulde skyer.

Bag de fjerne bjerge sås enkelte lyn kløve det begsorte mørke.

En enkelt, funklende regndråbe faldt på hans pande, løb hurtigt ned over hans fintformede næse og ramte hans sammenpressede læber.

Nu skulle det være.

Igen.

Han så på stenen som lå foran ham, stor og tung. Tænkte på at den engang havde været kantet og fuld af skarpe hjørner.

Uendeligt mange gange havde han revet sin krop til blods på den sten.

Nu var den rund og glat, men mærkeligt nok ikke mindre.

Det var nærmest som om, den havde vokset sig større med årene.

Han havde ikke tal på hvor mange gange, han havde bakset den op på Bjerget.

Bjerget. Der var kun et ét bjerg i Sisyfos bevidsthed.

En stor massiv kolos, med oliventræer i spredte klynger hele vejen rundt om foden og et stykke op ad siden.

Dernæst var der kløfter og stigninger fyldt med vissent græs og tjørnekrat.

Toppen var det værste, dækket af en tyk kappe af blå is, og hård sammenpresset sne.

Nogle steder kunne man, gennem den klare is, se forvredne skikkelser med forbløffede udtryk, i deres blege ansigter.

Som om Hades havde vist sit grusomme ansigt for dem, før han tog dem i sin skyggefulde favn.

Han lagde sine skorpede hænder mod den glatte sten, begyndte langsomt at rulle den hen mod Bjerget...

(2. Erfaring på egen krop er andet skridt)

Også denne gang undrede han sig over hvor let stenen forekom ham at være. Den trillede nærmest sig selv.

Han skubbede til den med let hånd og den trillede tredive, måske fyrre meter, før den langsomt gik i stå og sank lidt ned i det dugvåde græs.

Guderne legede med ham, drillede ham. Han vidste det, og alligevel håbede han hver gang at stenen ville være let hele vejen op!

Da han nåede over trægrænsen, dukkede solen op et kort øjeblik, højt på himlen. Så pakkede sorte skyer den ind igen. Guderne havde set ned på ham og

han vidste med sikkerhed at de lo af hans tåbelighed.

Stenen blev tung og genstridig. Tunge regndråber blødte jorden op, og hans fødder sank ned i den fugtige muld for hvert eneste skridt han tog.

Han skar sig på det stride tjørnekrat. Skar huden i laser, til blodet piblede op fra de mange rifter og flænger.

Stenen blev mere og mere glat og fedtet til af mudder. Den syntes nærmest at have fået sin egen vilje. Når han pressede den lige op, skred den ud til siden

og tvang ham, med sin vægt, et halvt skridt tilbage.

Flere gange måtte han vende ryggen mod stenen og presse alt hvad han orkede. Alligevel kom han kun langsomt frem.

Blodet sad i størknede kager under hans bare fodsåler. Snart skulle den blå is, på Bjergets top, farves rød af det blod.

Solen var allerede begyndt at synke bag de sorte skyer, da han nåede kanten af den gnistrende blå iskappe som var Bjergets top.

Det regnede ikke længere, men en fin sne faldt stille og kølede hans krop.

Han tog det første skridt ind på isen. Varmen fra hans bare fod, smeltede en lille hulning i isen. Hulningen gav akkurat så meget fodfæste

at han kunne tage et nyt forsigtigt skridt. Langsomt kæmpede han sig opad. Sveden piblede frem på hans hud, men blev til is.

Paradoksalt nok hjalp stenens voksende tyngde ham til at holde balancen. Han kunne læne sig helt forover og støtte sig mod stenens vægt.

Selvom stenes tyngde voksede proportionalt med den tilbagelagte vej, kæmpede den ikke længere imod. Hans hænder gled på dens isglatte overflade, men den blev alligevel liggende. Pressede ham ikke længere tilbage mod afgrunden. Det var nu udelukkende et spørgsmål om at holde balancen, og med opbydelsen af sine sidste kræfter skubbe stenen resten af vejen mod toppen.

Pludselig gled han, mistede balancen og væltede forover. Stenen gled nådesløst tilbage, det samme gjorde Sisyfos. Hans hurtige reflekser reddede ham. Med venstre hånd greb han fat i en af de hulninger, han havde trådt på vejen op. Stenen rullede ned over hans hånd og stoppede så. Han mærkede knoglerne i hånden blive knust, en for en.

(3. At miste sin erfaring og slippe byrden er tredie skridt)

Han mærkede ikke smerten men lå blot og stirrede ned gennem isen. Den var meget klar lige her. Han så et stivnet ansigt en halv meter nede, det virkede så mærkelig bekendt.

Som om det var levende, og prøvede at bevæge de frosne læber og sige noget til ham. Noget med at han ikke skulle komme igen. Nu skyllede smerten gennem ham og han rejste sig halvt på knæ, trykkede med en kraftanstrengelse stenen et lille stykke op, så han kunne få den knuste hånd fri. Huden fra indersiden af hånden blev siddende på isen, og blodet fra den knuste hånd farvede isen rød. Forsigtigt vendte han ryggen mod stenen, stemte til, skridt for skridt.

På den måde nåede han til sidst Bjergets top, og på den måde gik den smertelige sandhed op for ham. Med kun én hånd, ville han ikke være i stand til at holde stenen på plads, den ville smutte fra ham lige netop i den øjeblik han nåede helt op. Det eneste han kunne gøre, var at se til mens den trillede tilbage mod den dybe dal på den anden side af Bjerget. Et sidste skub og den var oppe. Og den gled fra ham. Han stod og så efter den. Så hvordan den pløjede en dyb fure i Bjergets side. Så forsvandt den ud af syne.

Længe stod han i dyb fortvivlelse og mærkede den uendelige håbløshed fortære atomerne i hans krop.

Men se! Bag håbløsheden dukkede en glemt følelse op: Glæde!

På toppen var han fri. Skyerne forsvandt og himlen blev blå og lysende.

Han kunne nyde denne frihed indtil stenen stoppede for foden af Bjerget, det vidste han med ét.

Sisyfos så Guderne på Olympen, så dem uden at de så ham. Fik deres indsigt, læste deres tanker.

Han så verden fødes, så verden dø.

Så bjerge synke i grus og nye bjerge dannes af vulkanernes lava.

Så mødre amme deres børn, mens deres mænd døde i krigen som soldater.

Emperier blev skabt og smuldrede bort igen.

Han så jordens hjerte skælve og pumpe magma som blod, gennem jordskorpens revner og sprækker.

Så solen blive sort og dø, jorden blive dækket af is. Så Orion synke i knæ og Pegasus løfte sine vældige vinger og flyve mod det yderste univers, for aldrig mere at blive set.

Fra toppen af Olympen sendte Zeus sin lynkile mod Sisyfos. Han sank om på toppen af Bjerget.

Sisyfos slog langsomt øjnene op. Det værkede i hele kroppen og dunkede fælt i hans hoved. Han missede med øjnene mod den røde morgensol, rejste sig langsomt op.

Stod usikkert på benene et øjeblik, og fik så øje på Bjerget foran sig. Det var højt og stejlt, toppen var dækket af en blå iskappe, siderne af vissent græs og sort tjørnekrat. Ved Bjergets fod stod spredte klynger af figentræer. Han mærkede en svag rystelse i jorden, og opdagede en stor sten komme trillende ned ad Bjergets side. Den nærmede sig først hurtigt men begyndte så at tabe fart.

Til sidst lå den helt stille, lige foran ham.

**********************************************

Abstrakte, fusionerede noter fra et døende sind.

1+1+1=3

1+2=3

Vundet erfaring=tabt erfaring.

Resultatet er altid det vigtige, ikke processen, men processen sætter sine spor på resultatet.

Selv når man skriver sine tanker ned "går det galt".

De "fryser fast" til papiret, dør, eller fødes!?

De "fødes" til verden men "dør" for mig?

Læser du dette 10 dage efter jeg har skrevet det, eller 100 år efter?

Det gør en forskel, en meget stor forskel.

Hvem er du, hvilken baggrund har du?

Er du intellektuel eller et jævnt menneske?

Er du 10 år, eller 50?

Mand eller kvinde, dreng eller pige.

Sidder du og læser dette i en verden i ruiner?

Er du arkæolog i 2990 og har netop fundet min harddisk i nogle udgravninger og restaureret den?

Jeg kan kun, fra det øjeblik jeg nedskriver min tanke, være læser af min egen tanke.

I selve processes er jeg skaberen.

I maleriet forholder det sig på ganske samme måde.

Der er et "før", et "efter" og et "nu".

Kun i selve den aktive maleproces er jeg helt og fuldt til stede.

Alt andet er reflektioner.

Det er også fint nok.

Det er her ideerne bliver til...

Hvis al bevægelse stoppede, ville tiden så overhovedet eksistere?

Hvis jorden stoppede sin rotation omkring solen kunne man i princippet ikke længere MÅLE tiden

(det er da jorden som drejer omkring solen, eller er det omvendt, jeg bliver lidt i tvivl der?).

Se et maleri, og se det igen 10 år senere.

Maleriet er forandret!!!

Eller er det dig, kiggeren!

Så oplevelsen af det sete afhænger meget af den som ser!!!

Skønhedsidealer af i dag.

Skønhedsidealer af i morgen.

Lærer Gud af sine fejltagelser?

Er Gud "hvem" eller "hvad"?

At definere en guddom er at menneskeliggøre guddommen.

For at være en sand guddom, må guddommen altid være mere end den menneskelige tanke kan rumme.

Synliggørelse af det ubevidste er bevidstgørelse af det grænseløse ubekendte.

Skabende kunst er at gøre det menneskeligt ubevidste guddommeligt.

At definere kunst er at menneskeliggøre det guddommelige.

For at være sand kunst, må kunsten være mere end den menneskelige tanke kan rumme.

Ting som defineres vil altid skabe nye veje så de kan forblive udefinerbare.

Forstyr ikke min sten.

Pis ud af lærredet.

Mærk byrden af dem som tænker kunst.

Virkeligheden kan ikke opfattes.

Virkeligheden findes i det som ikke kan opfattes.

Glem at du nogensinde har læst disse ord.

Lad stenen rulle uden at fortvivle.