![]() |
FORRETNINGSPLAN FOR BILLEDKUNSTNERNES EGEN FOND
§ 1 Formål Fonden har til formål at støtte kunstnere, som har opnået en vis kunstnerisk anerkendelse, men som endnu ikke har fået økonomisk anerkendelse. Fonden skal give disse kunstnere et økonomisk fundament, som vil give dem ro til fordybelse og udvikling af talent. Fonden skal skabe værdighed for kunstnere, som opnår ret til økonomisk bidrag alene på baggrund af deres talent og ihærdighed inden for billedkunst. Således ser mange kunstnere sig nødsaget til at påtage sig småjobs i tilfældige butikker mv. alene med det formål at blive dagpengeberettiget. Et sådant system er ikke fremmende for talentudviklingen og den enkelte kunstners mulighed for fordybelse. I det omfang kunstnerne er i stand til at forsørge sig selv, vil dette give en besparelse for Staten, hvorfor det er et ønske, at fonden tillige støttes af Staten. Skaber man pladsen og rammerne til bredden, skaber man udgangspunkt for udvikling af det elitære.
§ 2 Finansiering
Fondens midler påtænkes at komme ad bl.a. følgende kanaler: - alle kendte og anerkendte kunstnere donerer hver 5 eller flere værker til Fonden - de kunstnere der får støtte fra Fonden donerer selv 5 eller flere værker til Fonden - donationer fra auktionshuse enten i form af en vis andel af indtægter på billedkunst eller i form af et engangsbeløb - donationer fra private fonde - offentlige midler, herunder fra Statens Kunstfond - donationer fra samlere - via udstillinger og salg af de donerede værker (salg finder primært sted efter kunstnerens død, på et gunstigt tidspunkt via et auktionshus)
Det er stifternes håb, at mange etablerede kunstnere vil donere værker til Fonden, idet de etablerede kunstnere ønsker at skabe vækstbetingelser for andre kunstnere.
§ 3 Berettigede kunstnere
Stk. 1. For at opnå Fondens støtte skal en kunstner - donere 5 værker til Fonden - være medlem af BKF (Billedkunstnernes Forbund), Kunstnersamfundet eller DBF (Danske Billedkunstneres Fagforening) - optages som berettiget af Fondens bestyrelse
Kriterierne for at kunne optages som berettiget af Fondens bestyrelse er 2-ledet. Dels skal kunstneren være i besiddelse af et vist talent, og dels skal kunstneren have behov for økonomisk støtte.
Stk. 2. Ansøgning sendes til Fondens Bestyrelse. Ansøgningen behøver ikke at være projektorienteret, men blot dokumentere kunstnerisk praksis. Redegørelse for anvendelse af midlerne behøves ikke. Fondens Bestyrelse udvælger blandt de indkomne ansøgninger minimum 100 kunstnere pr. år, som vil være berettiget til Fondens støtte. Støtte fra Fonden gives for 1 år ad gangen, men kan forlænges efter fornyet ansøgning ved støtteperiodens udløb.* § 4 Administration af fonden
Fonden administreres fra kontor i Rødovre Kommune.
Fonden administreres af en Bestyrelse bestående af 7 medlemmer udpeget efter følgende regler: - 2 bestyrelsesmedlemmer udpeges af BKF (Billedkunstnernes Forbund) blandt BKF´s medlemmer - 1 bestyrelsesmedlem udpeges af Kunstnersamfundet - 1 bestyrelsesmedlem udpeges af DBF (Danske Billedkunstneres Fagforening) - 2 bestyrelsesmedlemmer udpeges af kulturministeren, heraf skal 1 medlem være kunsthistoriker og 1 medlem skal være museumsdirektør eller have en relevant fortid indenfor museums-verdenen. - 1 bestyrelsesmedlem udpeges af Rødovre Kommune
Bestyrelsen ansætter en administrator, som under ansvar overfor bestyrelsen, skal forestå den daglige ledelse. Den pågældende administrator skal have en baggrund eller viden indenfor billedkunst.
§ 5 Overordnet økonomisk Plan
Det er hensigten, at den årlige støtte pr. kunstner skal udgøre minimum kr. 100.000, og det er hensigten at minimum 100 kunstnere pr. år kan opnå støtte fra Fonden.
Såfremt Fondens indtægter og formue ikke muliggør dette fastsætter bestyrelsen selv støttebeløbet pr. kunstner og beslutter hvor mange kunstnere, der kan opnå støtten. Denne beslutning træffes med respekt for Fondens formål.
Det første år fra Fondens stiftelse udbetales der ikke støtte til nogen kunstnere, idet Fonden i denne periode skal synliggøres og promoveres, ligesom den skal skabe og udbygge det økonomiske grundlag for støtten til kunstnere.
I denne periode skal der alene udbetales løn til Fondens administrator.
|